Pressemeddelelse

Generationsskifte i Christiansfeld: Christiansfeld Autoservice har fået ny ejer.

Mika José Conceicao er den nye indehaver af Christiansfeld Autoservice,tidligere Christiansfeld Trafikcenter, i den sønderjyske by Christiansfeld. Han overtog værkstedet fra Erling Sønnichsen, der nu er gået på pension.

Den 1. august fik det lokale AutoMester-værksted i Christiansfeld både ny ejer og nyt navn. Det er Mika José Conceicao der fremover står i spidsen for værkstedet, der nu hedder Christiansfeld Autoservice. Mika overtog forretningen fra sin tidligere mester, Erling Sønnichsen, der har drevet forretningen siden 1992.

Selv har Mika haft sin gang på værkstedet i 5,5 år. Nu er det hans tur til at lade drømmen om at have sit eget værksted blive til virkelighed. Det er en drøm, der ikke altid har ligget i kortene. Den nyudklækkede indehaver er oprindeligt uddannet landmand og var glad for sit virke, indtil en rygskade satte en stopper for det fysisk
hårde arbejde. Heldigvis kom Mika i aktivering hos Erling ved Christiansfeld Trafikcenter og har ikke set sig tilbage siden.

“Jeg har fundet mig godt til rette her fra starten af. Jeg har lært meget af Erling og glæder mig over at være uddannet personvognsmekaniker her og nu også værkstedsindehaver," fortæller Mika, der kan bruge flere af sine erfaringer fra sit tidligere virke som landmand i sin nye rolle som indehaver:

“Jeg har heldigvis god erfaring med at være selvstændigt drevet, at bevare overblikket, have gang i mange projekter på én gang og altid følge det hele til dørs. Det er uundværlige evner for både en landmand og en værkstedsindehaver.”

Tryghed og troværdighed i fokus

Værkstedskunderne kommer umiddelbart ikke til at mærke den store forskel efter ejerskiftet. Det er nemlig vigtigt for både Erling og Mika, at overtagelsen forløber roligt og trygt for både medarbejdere og kunder.

“Det er kun værkstedets navn, der er ændret,” konstaterer Mika.

Den nye værkstedsejer forsikrer også om, at det vil forløbe, som det plejer på værkstedet på Haderslevvej, langt det meste af vejen:

“Kunderne kan finde tryghed i, at de fortsat vil modtage den gode service, de er vant til. Jeg ser da gerne, at jeg engang får ansat nogle flere, og at vi bliver en del af AutoMester E+ engang, men det er noget, der kræver en del mere plads end den vi har nu, så det er de langsigtede planer.”

Værkstedet har to ansatte og er i høj grad drevet af de trofaste, lokale kunder. Derfor ser Mika det som en stor sikkerhed, at han overtager netop et AutoMester-værksted.

“Det er et enormt meningsfyldt arbejde med så mange trofaste kunder her fra lokalområdet, hvor jeg også selv er opvokset. Samtidig er der en stor sikkerhed i at være tilknyttet noget større og at have et stort fagligt netværk bag sig, når man har brug for det,” fortæller Mika, der nyder at få hjælp til markedsføring samt at bruge det store sparringsnetværk, der består af knap 400 værksteder med omkring 1100 mekanikere.

Telefon & Mail

74561822

christiansfeld-autoservice@outlook.dk

Kontakt

Denne side er beskyttet af reCAPTCHA og Googles
Privatlivspolitik & Servicevilkår gælder